MomsMails

Andre services

MomsMail 2024, uge 24

Kære læser !

Hermed denne uges nyheder fra MomsMail.

God læselyst.

Venlig hilsen

Lars Gosvig
Ansvarshavende redaktør
larsg@skatteforlaget.dk
Telefon 25 37 87 57
LinkedIn: http://www.linkedin.com/pub/lars-gosvig/52/941/586

Indhold

Artikler og interessante links
Udkast til styresignal fra Skattestyrelsen - momsfritagelse for EU-varesalg

Styresignaler
Styresignal - genoptagelse - ændring af praksis - overgangsbestemmelse - beregning af overskudsvarmeafgift i 2022 og 2023, når overskudsvarmen afsættes

Bindende svar
Moms - udbetaling af henlagt andelskapital - levering mod vederlag
Moms og renovationsydelser - kommunalt eget aktieselskab
Skatte- og momsmæssig behandling af erstatning for pålæg af en deklaration, i forbindelse med op-førelse af solcellepark
Hestevognskørsel - momsfritaget kulturel aktivitet
Momsfradragsret og lønsumsafgift ved koncerninterne udlån
Momsfritagelse af ydelser leveret i henhold til barnets lov
Forening - medlemskontingent - filantropi - momspligt

Afgørelser
Forhøjelse af momstilsvar - Efterangivelse af fradrag for indgående moms af udgifter til køb af en ejendom og indretning af et erhvervslejemål blev ikke imødekommet
Momsfrihed ved formidling af sommerhusudlejning - Sommerhusejer stiller en gratis oplevelse til rådighed for lejerne
Formidling af sommerhusudlejning - Særlige regler om rejsebureaumoms
Registreringsafgift - Hæftelse

Nyt fra domstol.dk

Nye straffesager

Afgørelser fra Afgørelsesdatabasen

Nyt fra EU-Domstolen
Retsliste
4 domme

Nyt fra EU

Lovstof
Nyt fra Lovtidende

Nyt fra Folketinget
Nye dokumenter vedrørende almindelig del

Artikler og interessante links

Beierholm

Udkast til styresignal fra Skattestyrelsen - momsfritagelse for EU-varesalg

Hvornår har man en gyldig undskyldning for ikke at have indberettet EU-salg?

Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

Styresignal: Styresignal - genoptagelse - ændring af praksis - overgangsbestemmelse - beregning af overskudsvarmeafgift i 2022 og 2023, når overskudsvarmen afsættes

SKM2024.319.SKTST

Styresignalet beskriver en praksisændring og muligheden for genoptagelse af afgiftstilsvar efter gasafgiftsloven, kulafgiftsloven og mineralolieafgiftsloven som følge af en afgørelse fra Skatterådet om ekstern overskudsvarmeafgift - offentliggjort som SKM2024.29.SR. Ved ekstern overskudsvarme forstås overskudsvarme, der afsættes.

Baggrunden for praksisændringen er, at Skattestyrelsen har administreret ændringerne om beregning af ekstern overskudsvarmeafgift i medfør af § 2, nr. 1, § 3, nr. 1 og § 4, nr. 1, i lov nr. 2606 af 28. december 2021ud fra den forståelse, at de uden undtagelse var trådt i kraft den 1. januar 2022.

Skatterådet traf imidlertid afgørelse om, at ophævelsen af den såkaldte vederlagsregel i medfør af § 2, nr. 1, § 3, nr. 1 og § 4, nr. 1, i lov nr. 2606 af 28. december 2021 var omfattet af overgangsbestemmelsen i § 7, stk. 4, 1. pkt., i lov nr. 2606 af 28. december 2021, hvorefter de hidtil gældende regler finder anvendelse indtil den 1. januar 2024 for aftaler om levering af overskudsvarme indgået før den 1. januar 2022.

Skatterådets afgørelse har den afledte virkning, at for aftaler om levering af overskudsvarme indgået før den 1. januar 2022 finder ændringerne i reglerne om ekstern overskudsvarmeafgift i medfør af § 2, nr. 1, § 3, nr. 1, og § 4, nr. 1, i lov nr. 2606 af 28. december 2021 ikke anvendelse i 2022 og 2023.

Ændres der den 1. januar 2022 eller senere på en aftale om levering af overskudsvarme indgået før den 1. januar 2022, finder ændringerne i reglerne om ekstern overskudsvarmeafgift i medfør af § 2, nr. 1, § 3, nr. 1, og § 4, nr. 1, i lov nr. 2606 af 28. december 2021 dog anvendelse for den ændrede aftale.

Det er i styresignalet beskrevet, hvordan praksis for beregning af ekstern overskudsvarmeafgift i mineralolie-, gas- og kulafgiftsloven i 2022 og 2023 ændres i overensstemmelse hermed.

Der kan for aftaler om levering af overskudsvarme indgået før den 1. januar 2022 ske genoptagelse af afgørelser eller angivelser om beregning af overskudsvarmeafgift i medfør af gasafgiftslovens § 10, stk. 9, kulafgiftslovens § 8, stk. 8, og mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, for afgiftsperioder i 2022 og 2023.

Det skal bemærkes, ar der ved § 7, nr. 1, i lov nr. 683 af 11. juni 2024 er indsat et 3. pkt. i § 7, stk. 4, i lov nr. 2606 af 28. december 2021. Indsættelsen medfører, at for aftaler om levering af overskudsvarme indgået før den 1. januar 2022 kan en virksomhed vælge, om ændringerne i reglerne om beregning af afgift af ekstern overskudsvarme i medfør af § 2, nr. 1, § 3, nr. 1, og § 4, nr. 1, i lov nr. 2606 af 28. december 2021 skal finde anvendelse for virksomhedens aftaler i 2022 og 2023.

Bindende svar: Moms - udbetaling af henlagt andelskapital - levering mod vederlag

SKM2024.330.SR

Spørger var en andelsejet virksomhed. Virksomheder, der omsatte varer inden for Spørgers varesortiment, havde mulighed for at blive medlemmer, hvilket krævede, at de tegnede en andelskapital.

Spørgers generalforsamling kunne efter udløbet af hvert regnskabsår træffe beslutning om henlæggelse af en del af årets overskud eller overførsel fra reserver til medlemmernes andelskonti. Henlæggelsen blev opgjort i forhold til medlemmets omsætning med Spørger i det enkelte regnskabsår. Ved omsætning forstås såvel køb som salg.

Medlemmerne havde i visse tilfælde mulighed for at få den henlagte andelskapital udbetalt, fx når medlemmet ophørte med at drive virksomhed.

Skatterådet fastslog, at udbetaling af et medlems andelskonto, bestående af tidligere henlæggelser, udgjorde levering mod vederlag.

Da der udelukkende skete henlæggelse af andelskapital til medlemmer, som havde haft omsætning med Spørger i det enkelte år, bestod der en direkte sammenhæng mellem Spørgers leverancer til/fra medlemmerne og henlæggelsen til samt de senere udbetalinger fra den del af medlemmernes andelskonti, der hidrørte fra opsparet overskud, så udbetalingerne skulle anses som momspligtigt vederlag/prisafslag.

Udbetalingen af den del af henlæggelsen, som kunne henføres til medlemmernes leverancer til Spørger skulle anses som yderligere vederlag for medlemmernes leverancer til Spørger, som forøgede medlemmets salgsmoms og Spørgers købsmoms. Den del, der kunne henføres til Spørgers leverancer til medlemmerne skulle anses for et prisafslag, der nedsatte Spørgers salgsmoms og medlemmets købsmoms.

De henlagte beløb skulle dog først medregnes i afgiftsgrundlaget på det tidspunkt, hvor generalforsamlingen godkendte, at der skete udbetaling af andelskapitalen til medlemmerne, og med de beløb, der faktisk blev udbetalt, idet det først var på dette tidspunkt, medlemmet erhvervede endelig ret til udbetaling af et konkret beløb.

Bindende svar: Moms og renovationsydelser - kommunalt eget aktieselskab

SKM2024.326.SR

Sagen handler om, hvorvidt et kommunalt ejet aktieselskabs leveringer af renovationsydelser til private borgere mv. er momspligtige eller ej.

Skatterådet bekræfter, at det konkrete aktieselskab fortsat skal opkræve moms på renovationsydelsen til private og erhverv jf. momslovens § 4, stk. 1.

Samtidig afviser Skatterådet at svare på, hvorvidt Spørger helt generelt er omfattet af et genoptagelsesstyresignal om moms og kommunale renovationsydelser.

Bindende svar: Skatte- og momsmæssig behandling af erstatning for pålæg af en deklaration, i forbindelse med op-førelse af solcellepark

SKM2024.314.SR

Sagen vedrørte den skatte- og momsmæssige behandling af en erstatning for pålæg af en deklaration på en del af ejendommen ejet af spørger i forbindelse med opførelse af en solcellepark. Pålægget af en deklaration på ejendommen udgjorde en varig middelbar rettighed over ejendommen og omfattes af ejendomsavancebeskatningsloven. Der var hjemmel til ekspropriation i elsikkerhedslovens § 27, og Sikkerhedsstyrelsen havde i en vejledende udtalelse taget stilling til, at hensynet til almenvellet var opfyldt og at Sikkerhedsstyrelsen ville påbegynde en egentlig ekspropriationssag, hvis de berørte lodsejere ikke ville indgå frivillig aftale. Skatterådet bekræftede, at spørger kunne afstå en del af ejendommen, uden at medregne den skattepligtige fortjeneste til sin skattepligtige indkomst, efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Spørger driver en landbrugsejendom og er i den forbindelse momsregistreret. Spørger blev derfor anset for at være en afgiftspligtig person efter momslovens § 3. Der er i forhold til momsloven ikke tale om ekspropriation, da spørger stadig ejede den faste ejendom, hvorpå rådighedsindskrænkningen og tilstedeværelsesretten fandt sted. Ifølge aftalen ophørte denne, hvis netselskabet ikke længere havde behov for jordkabelanlægget. Det skulle derfor vurderes, hvorvidt rådighedsindskrænkningen mod et beløb, benævnt erstatning, kunne kvalificeres som levering af en ydelse mod vederlag efter momslovens § 4, stk. 1, eller om beløbet i stedet skulle anses for at være en erstatning uden modydelse i momslovens forstand, og som derfor ikke falder indenfor momslovens anvendelsesområde. Skatterådet bekræftede, at det udbetalte beløb repræsenterede en erstatning uden modydelse, som faldt udenfor momslovens anvendelsesområde. Den i sagen omhandlede erstatning var derfor ikke omfattet af momspligt.

Bindende svar: Hestevognskørsel - momsfritaget kulturel aktivitet

SKM2024.313.SR

Skatterådet bekræftede, at hestevognskørsel, som foregår indenfor de fysiske rammer af et museum, hvor der anvendes traditionelle hestevogne, kuskene er klædt på, som de var i gamle dage og under turen fortæller om livet som kusk, i sig selv udgør en kulturel aktivitet, som er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Henset til at det primære formål med den omhandlede hestevognskørsel ikke er transportere de besøgende på museet, var det ikke relevant at vurdere, om betingelserne for at ydelsen er omfattet af fritagelsen for personbefordring, var opfyldt.

Bindende svar: Momsfradragsret og lønsumsafgift ved koncerninterne udlån

SKM2024.308.SR

Spørger er en fællesregistrering af selskaber, som har til hovedformål at drive virksomhed med produktion og salg af X. Spørger har som led i sin virksomhed afholdt omkostninger i forbindelse med refinansiering af koncernens gæld.

Skatterådet fastslår, at når Spørger afholder fællesomkostninger, som anvendes til brug for Spørgers samlede aktiviteter, så skal momsfradragsretten opgøres efter både momslovens § 38, stk. 2, og momslovens § 38, stk. 1. Dette har den konsekvens, at Spørger i praksis opnår en momsfradragsret svarende til momsfradragsretten efter § 38, stk. 2.

Skatterådet bekræfter, at i det omfang omkostningerne vedrørende refinansiering af gæld viderefaktureres til datterselskaberne, så er fradragsretten i fællesregistreringen vedrørende disse omkostninger ikke omfattet af momslovens § 37, stk. 1.

Endelig kan Skatterådet ikke bekræfte, at renteindtægterne fra lån ydet til ikke fællesregistrerede selskaber ikke medfører pligt til registrering og afregning af lønsumsafgift.

Bindende svar: Momsfritagelse af ydelser leveret i henhold til barnets lov

SKM2024.307.SR

Spørger er en konsulentvirksomhed, som fungerer som en ekstern ressource for kommuner. Som led i denne virksomhed leverer Spørger en række forskellige ydelser omfattet af i barnets lov til kommunerne.

Dette omfatter bl.a. levering af screeninger efter § 18, børnefaglige undersøgelser efter § 20, familieorienteret rådgivning efter § 29, støttende indsatser efter § 32 og støttesamvær efter § 103.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers ydelser opfylder betingelserne for at være momsfritaget som social forsorg og bistand efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Bindende svar: Forening - medlemskontingent - filantropi - momspligt

SKM2024.306.SR

Spørger var en forening, der, i henhold til sit formål, skulle skabe inspiration og nytænkning indenfor kunst- og socialområder samt andre områder af almennyttig karakter. Spørger skulle realisere sit formålet ved at skabe rammen for et community og forbinde de personer og/eller de organisationer, der kunne have glæde af hinandens viden og kompetencer og understøtte, at medlemmerne aktivt skulle dele viden, skabe dialog og samarbejde for fælles dagsordner, som medlemmerne brændte for.

Spørgers medlemmer fik mod betaling af kontingent adgang til dette community og til et fællesskab med faciliteter som bl.a. mødelokaler, workshops lokaler og kontormiljøer.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at medlemskontingenterne kunne fritages for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Spørgers formål og de ydelser, medlemmerne blev tilbudt mod betaling af kontingent, kunne ikke anses for at have filantropisk karakter, hvorefter betingelserne efter bestemmelsen ikke kunne anses for opfyldt.

Afgørelse: Forhøjelse af momstilsvar - Efterangivelse af fradrag for indgående moms af udgifter til køb af en ejendom og indretning af et erhvervslejemål blev ikke imødekommet

SKM2024.329.LSR

Sagen angik, om det var med rette, at SKAT ikke havde imødekommet et selskabs efterangivelse af fradrag for indgående moms for udgifter til køb af en ejendom og indretning af et erhvervslejemål under henvisning til, at fradraget var angivet som led i momssvig. Under henvisning til, at A gennem sit ejerskab af holdingselskabet var ejer af selskabet og søsterselskabet, hvori han også var direktør, og at direktøren på fradragstidspunktet den 6. juni 2017 var vidende om, at den udgående moms ikke var angivet og indbetalt af søsterselskabet, der på dette tidspunkt var taget under konkursbehandling, fandt Landsskatteretten, at selskabet var bekendt med søsterselskabets svigagtige adfærd i det forudgående led i transaktionskæden i forbindelse med dennes undladelse af at angive og indbetale udgående moms. Henset hertil fandt Landsskatteretten, at selskabet på fradragstidspunktet ikke var i god tro om de transaktioner, der dannede grundlag for fradragsretten, og at selskabet som følge heraf ikke havde ret til fradrag efter momslovens § 37. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Afgørelse: Momsfrihed ved formidling af sommerhusudlejning - Sommerhusejer stiller en gratis oplevelse til rådighed for lejerne

SKM2024.328.LSR

Klagen drejede sig om et bindende svar om, hvorvidt et selskabs momsfrihed ved formidling af sommerhusudlejning ville blive ændret, hvis en ejer af et sommerhus for egen regning og risiko stillede vederlagsfri adgang til oplevelser til rådighed for lejerne.

Landsskatteretten bemærkede, at særordningen for rejsebureauer som udgangspunkt gjaldt i tilfælde, hvor rejsebureauet leverede mindst to selvstændige hovedydelser til den rejsende. Hvis en virksomhed kun tilbød én selvstændig hovedydelse til kunden, var denne som udgangspunkt derimod ikke omfattet af særordningen.

Landsskatteretten lagde vægt på, at det var sommerhusejerens egenhændige beslutning, om der skulle tilbydes vederlagsfrie ydelser af lav værdi i forbindelse med udlejning af sommerhuset, og det var sommerhusejeren, der betalte herfor. Selskabet formidlede leje af sommerhuset inklusiv den obligatoriske frie adgang til vederlagsfrie ydelser, og selskabet havde ikke mulighed for at fravælge dette. Adgangen til vederlagsfrie ydelser var ikke særskilt prissat, men indgik i markedsføringen af sommerhuset. Prisen for at leje sommerhuset var fastsat på et økonomisk grundlag uafhængig af antallet af gæster i sommerhuset og eventuelt medfølgende vederlagsfrie ydelser, og prisen var uafhængig af, i hvor stort omfang de vederlagsfrie ydelser blev benyttet. Endelig ville enhver bruger af sommerhuset, herunder ejeren selv, kunne benytte sig af de vederlagsfrie ydelser, som var tilknyttet sommerhuset.

Landsskatteretten fandt, at den gennemsnitlige lejer af sommerhuset ville anse det som en samlet ydelse, når der blev leveret en obligatorisk ydelse i form af fri adgang til oplevelser som tredjemands badeland eller lignende sammen med udlejning af sommerhuset. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet formidlede en enkelt hovedydelse. Betingelserne for at være omfattet af særreglerne i momslovens §§ 67-68 om rejsebureauer var dermed ikke opfyldt. Selskabets formidling af sommerhusudlejning var således fortsat omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens besvarelse af spørgsmålet til et "Ja"

Afgørelse: Formidling af sommerhusudlejning - Særlige regler om rejsebureaumoms

SKM2024.327.LSR

Klagen drejede sig om et bindende svar om, hvorvidt et selskabs formidling af sommerhusudlejning ikke omfattedes af de særlige regler om rejsebureaumoms, selv om enkelte ejere af sommerhuse som led i udlejning af deres sommerhuse stillede fri adgang til en svømmehal til rådighed for lejerne. Landsskatteretten bemærkede, at særordningen for rejsebureauer som udgangspunkt gjaldt i tilfælde, hvor rejsebureauet leverede mindst to selvstændige hovedydelser til den rejsende. Hvis en virksomhed kun tilbød én selvstændig hovedydelse til kunden, var denne som udgangspunkt derimod ikke omfattet af særordningen. Landsskatteretten bemærkede, at sagen drejede sig om formidling af leje af sommerhus, hvor der som en del af adgangen til at benytte sommerhuset samtidig blev obligatorisk fri adgang til tredjemands svømmehal. Selskabet kunne ikke fravælge den frie adgang til svømmehallen, da selskabet formidlede leje af sommerhuset inklusiv den obligatoriske adgang til tredjemands svømmehal. Det var på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at den gennemsnitlige kunde ville anse det som en samlet ydelse, når der blev leveret en obligatorisk ydelse i form af fri adgang til tredjemands svømmehal sammen med udlejningen af sommerhuset. Samtidig udgjorde den obligatoriske adgang til svømmehallen efter Landsskatterettens opfattelse et uvæsentligt beløb. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet formidlede en enkelt hovedydelse. Betingelserne for at være omfattet af særreglerne i momslovens §§ 67-68 om rejsebureauer var dermed ikke opfyldt, da der alene leveredes en ydelse. Landsskatteretten ændrede derfor SKATs (nu Skattestyrelsens) besvarelse af spørgsmålet til et "Ja".

Afgørelse: Registreringsafgift - Hæftelse

SKM2024.320.LSR

Sagen angik, om det var med rette, at Motorstyrelsen havde opkrævet registreringsafgift af et køretøj, idet Motorstyrelsen havde konstateret, at der ikke var betalt registreringsafgift på køretøjet. Landsskatteretten fandt, at afgiftspligten indtrådte i forbindelse med registreringen af køretøjet på hvide nummerplader, idet Landsskatteretten lagde til grund, at køretøjet tidligere havde været registreret på grænsenummerplader og derfor ikke tidligere havde været afgiftspligtigt. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren hæftede for betalingen af afgiften, da han ved indregistreringen blev registreret som ejer af køretøjet. Registreringsafgiftslovens § 17 fandt ikke anvendelse, da G1 ApS ikke registrerede køretøjet og ikke angav afgiften af køretøjet. Det forhold, at klageren havde overført et beløb svarende til registreringsafgiften til G1 ApS, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse.

Nyt fra Domsdatabasen

Vestre Landsret
Sag om, hvorvidt sagsøgte som følge af en henstandsbevilling, jf. skatteforvaltningslovens § 51, har krav på tilbagebetaling af et beløb, som er indbetalt til Skatteforvaltningen før henstandsbevillingen.

Nye straffesager

SKM2024.324.VLR

Straffesag - forsvarer - salærstørrelse - stadfæstelse

I en skattestraffesag om overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr.1, var der blevet beskikket en forsvarer for sigtede.

Byretten fastsatte forsvarerens salær til 38.317,50 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at beløbet skulle betales endeligt af det offentlige.

Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer nedsattes. Skattestyrelsen gjorde i kæreskriftet gældende, at salæret var fastsat ud fra den beskikkede forsvarers opgjorte tidsforbrug på 19,5 timer, at byretten ikke havde foretaget høring af Skattestyrelsen forinden salæret blev fastsat, at salæret efter Skattestyrelsens opfattelse var urimeligt højt, og at det stod i et urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag. Desuden oplyste Skattestyrelsen i kæreskriftet, at der var tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, og at sagen omhandlede undladelse af indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med betaling for udført arbejde overført til en udenlandsk virksomhed. Vedrørende tidsforbruget oplyste Skattestyrelsen, at der havde været afholdt et møde af 45 minutters varighed med forsvareren, at der yderligere havde været afholdt møde mellem forsvareren og sigtede, og at forsvareren havde udarbejdet en redegørelse på to sider til Skattestyrelsen. Endelig oplyste Skattestyrelsen, at skattestraffesagen var henlagt.

Forsvareren udtalte sig ikke til sagen.

Landsretten skriver i kendelsen, at Skattestyrelsen har gjort gældende navnlig, at det af forsvareren opgjorte tidsforbrug, uagtet at der er tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, står i urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag.

Landsretten tiltrådte efter oplysningerne om sagens karakter og de i salærredegørelsen indeholdte oplysninger om arbejdets omfang, at salæret var fastsat som sket. Landsretten stadfæstede herefter byrettens kendelse.

SKM2024.309.HR

Straf - momssvig - kildeskat - hovedselskaber

T1 - T7 var tiltalt for en lang række overtrædelser af særlig grov karakter af momsloven, kildeskatteloven og opkrævningsloven ved i 14 hovedselskaber som hhv. reelle ejere, direktører eller medvirkende at have fratrukket fiktive fakturaer vedrørende salg af varer og arbejdsydelser fra en række vikarbureauer, som de tiltalte også kontrollerede, og ved, hverken i vikarbureauerne eller i hovedselskaberne, at have angivet korrekt moms eller foretaget korrekt indeholdelse af kildeskat. I hovedselskaberne blev der herved unddraget for i alt 20.001.561 kr. i moms og 3.563.705 kr. i A-skat og 715.840 kr. i AM-bidrag. De tiltalte nægtede sig skyldige. Byretten fandt de tiltalte skyldige i tiltalen. Byretten fandt det bl.a. bevist, at de fakturerede varer ikke blev leveret til hovedselskaberne, og at de ansatte, som udførte arbejdsopgaverne ifølge fakturaerne fra vikarbureauerne, reelt havde været ansat i hovedselskaber, som fakturaerne blev udstedt til, hvorved fakturaerne var uden realitet. Det blev endvidere lagt til grund, at de 14 hovedselskaber var delvist drevet fra samme lokaler hvor T1, T3 og T6 havde deres kontorer og daglige gang. De 14 hovedselskabers regnskabsmateriale blev også fundet i ovennævnte lokaler. De personer, der var registreret som direktører i vikarbureauerne i gerningsperioden, fremstår uden nævneværdige personlige-, uddannelsesmæssige - eller erhvervsmæssige forudsætninger for at kunne drive de pågældende virksomheder. Retten fandt desuden, at T1 traf større beslutninger vedrørende den daglige drift af virksomhederne, og at han i vidt omfang stod bag udstedelsen af de fiktive fakturaer. Byretten idømte T1 2½ års fængsel, en tillægsbøde på 9.850.000 kr. samt rettighedsfrakendelse.

Byretten lagde bl.a. vægt på, at T1 stod bag udstedelsen af de fiktive fakturaer og fuldt ud var bekendt med fakturaernes manglende realitet. T2 blev idømt 4 års fængsel, bestandig indrejseforbud samt rettighedsfrakendelse. Retten lagde blandt andet til grund, at T2 stod for driften af en lang række af vikarbureauerne. T3 idømtes 1 år og 3 måneders delvist betinget fængsel samt en tillægsbøde på 5.025.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. T4 idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 425.000 kr. T5 blev idømt 1 år 3 måneders betinget fængsel. T6 idømtes 1 år 3 måneders delvist betinget fængsel, en tillægsbøde på 4.600.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. T7 idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 275.000 kr. T3, T6 og T7 ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Landsretten stadfæstede byrettens dom med de ændringer, at T3´s straf blev forhøjet til en delvist betinget tillægsstraf af fængsel i 1½ år og en forhøjelse af tillægsbøden til 5.575.000 kr. Landsretten lagde vægt størrelsen af det unddragne beløb. Landsretten nedsatte T7´s straf til 40 dages betinget fængsel henset til, at T7 alene blev fundet skyldig i at have unddraget 295.000 kr. i moms. Procesbevillingsnævnet havde den 23. februar 2023 meddelt T3 og T6 begrænset tilladelse til anke til Højesteret, således at tilladelsen alene omfattede spørgsmålet om tillægsbøde i medfør af straffelovens § 50, stk. 2. Højesteret skulle tage stilling til, om de tiltalte hver især skulle idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb, eller om en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb skulle fordeles forholdsmæssigt mellem de domfældte, herunder sådan at de enkelte tillægsbøders størrelse så vidt muligt afspejlede hver af de domfældtes individuelle økonomiske vinding. Det fremgår af straffelovens § 50, stk. 2, at bøde kan idømmes som tillægsstraf til anden strafart, når T ved lovovertrædelsen har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Højesteret fandt, at det følger af forarbejderne, at tillægsbøder indenfor skatte- og afgiftsområdet er et supplement til betalingen af de skyldige skatter og afgifter og derved er udtryk for en skærpet sanktionering med et pønalt formål. Tillægsbøde indenfor skatte- og afgiftsområdet pålægges derfor uden hensyn til, om der var opnået en berigelse, og uanset, om der allerede var sket efterbetaling af den unddragne skat. På denne baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at nedsætte tillægsbøderne med henvisning til, at flere personer havde deltaget i skatte- og afgiftsunddragelsen. Landsrettens dom blev herefter stadfæstet.

Afgørelser fra Afgørelsesdatabasen

Journalnr: 20/0102340
Momsfradrag - underleverandører
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar. Forhøjelsen skyldes nægtelse af fradrag for købsmoms af selskabets udgifter til underleverandører. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 14-05-2024

Journalnr: 22/0050417
Skønsmæssig forhøjelse af momstilsvaret
Klagen vedrører skønsmæssig ansættelse af momstilsvaret. Landsskatteretten nedsætter salgsmomsen med et mindre beløb.
Afsagt: 06-05-2024

Nyt fra EU-domstolen

Retsliste 17-06-2024 - 16-07-2024

Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.

Den 20-06-2024 dom i C-420/23 Frie kapitalbevægelser Faurécia
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - artikel 63 TEUF - frie kapitalbevægelser - stempelafgifter - kortfristede likviditetstransaktioner - hjemmehørende og ikke-hjemmehørende låntagere - forskellig behandling - restriktion

Den 27-06-2024 dom i C-168/23 Prysmian Cabluri si Sisteme
Toldunion

Præjudiciel forelæggelse - toldunion - den fælles toldtarif - kombineret nomenklatur - tarifering - kabler af optiske fibre - underposition 8544 70 00 og 9001 10 90 - ændringer til de forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur - retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Den 04-07-2024 dom i C-179/23 Credidam
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - afgiftspligtige transaktioner - levering af tjenesteydelser mod vederlag - administrationsgebyr, der opkræves af en organisation for kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder med henblik på opkrævning, fordeling og betaling af vederlag til rettighedshavere - vederlag, der ikke er en del af en afgiftspligtig transaktion

Den 04-07-2024 dom i C-87/23 Latvijas Informacijas un komunikacijas tehnologijas asociacija
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 2, stk. 1, litra c) - levering af ydelser mod vederlag - artikel 9, stk. 1 - begreberne »afgiftspligtig person« og »økonomisk virksomhed« - nonprofitorganisation, der gennemfører projekter finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) - levering af uddannelsesydelser gennem underleverandører - medregning af tilskudsbeløbet i afgiftsgrundlaget - artikel 73

Den 11-07-2024 dom i C-182/23 Makowit
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - det fælles system for merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 2, stk. 1, litra a) - artikel 9, stk. 1 - artikel 14, stk. 2, litra a) - levering af afgiftspligtige varer - overdragelse af ejendomsretten til et landbrugsareal mod betaling af en erstatningsydelse i henhold til en afgørelse truffet af en offentlig myndighed - ekspropriering

Den 11-07-2024 dom i C-184/23 Finanzamt T II
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - sjette direktiv 77/388/EØF - artikel 2, nr. 1) - artikel 4, stk. 4, andet afsnit - afgiftspligtige personer - medlemsstaternes mulighed for at betragte personer, der i retlig forstand er selvstændige, men finansielt, økonomisk og organisatorisk er nært knyttet til hinanden, som én enkelt afgiftspligtig person, der er betegnet som en »momsgruppe« - interne leveringer inden for momsgruppen - afgiftspålæggelse af disse ydelser - modtager af ydelserne, som ikke momsfradragsberettiget - risiko for tab af afgiftsindtægter

Den 11-07-2024 indstilling i C-376/23 BALTIC CONTAINER TERMINAL
Toldunion

Præjudiciel forelæggelse - toldunion - EU-toldkodeksen - varer, der føres ud af en frizone - EU-retlige forpligtelser for indehaveren af en frizone - toldskyld ved tilsidesættelse af forpligtelser - princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - berettiget forventning som følge af en fast administrativ praksis - rækkevidden af retskraften af en dom om annullation af en sanktion, som blev pålagt for en tilsidesættelse af toldretlige forpligtelser

Domme

C-533/22 Adient

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 44 - gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 - artikel 11, stk. 1 - leveringsstedet for tjenesteydelser - begrebet »fast forretningssted« - kapacitet med hensyn til menneskelige og tekniske midler til at modtage og anvende tjenesteydelser til eget brug - fremstilling af sædebetræk til motorkøretøjer udført af et selskab på vegne af et andet selskab, der tilhører samme koncern og er etableret i en anden medlemsstat

Domstolens dom:

1) Artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv (EU) 2008/1695 af 6. november 2018, og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112
skal fortolkes således, at
et merværdiafgiftspligtigt (moms) selskab, der har hjemstedet for sin økonomiske virksomhed i én medlemsstat, og som modtager tjenesteydelser fra et selskab, der er etableret i en anden medlemsstat, ikke med henblik på fastlæggelsen af leveringsstedet for disse ydelser kan anses for i sidstnævnte medlemsstat at råde over et fast forretningssted alene af den grund, at de to selskaber tilhører samme koncern, eller at disse selskaber er indbyrdes forbundet ved en aftale om levering af tjenesteydelser.
2) Artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2018/1695, og artikel 11 i gennemførelsesforordning nr. 282/2011
skal fortolkes således, at
hverken den omstændighed, at et momspligtigt selskab, der har hjemstedet for sin økonomiske virksomhed i én medlemsstat, og som modtager forarbejdningsydelser leveret af et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, i sidstnævnte medlemsstat råder over en struktur, der deltager i leveringen af de færdigvarer, der hidrører fra disse forarbejdningsydelser, eller den omstændighed, at disse leveringstransaktioner for størstedelens vedkommende udføres uden for den sidstnævnte medlemsstat, og at de transaktioner, der udføres dér, er momspligtige, er relevante for - med henblik på fastlæggelsen af leveringsstedet for ydelserne - at kunne fastslå, at det førstnævnte selskab har et fast forretningssted i sidstnævnte medlemsstat.
3) Artikel 44 og 192a i Rådets direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2018/1695, og artikel 11 og 53 i gennemførelsesforordning nr. 282/2011
skal fortolkes således, at
et momspligtigt selskab, der har hjemstedet for sin økonomiske virksomhed i én medlemsstat, og som modtager tjenesteydelser fra et selskab, der er etableret i en anden medlemsstat, ikke har et fast forretningssted i denne sidstnævnte medlemsstat, hvis de menneskelige og tekniske midler, som det råder over i sidstnævnte medlemsstat, ikke er forskellige fra dem, hvormed tjenesteydelserne leveres til selskabet, eller hvis disse menneskelige og tekniske midler kun anvendes til udførelsen af forberedende eller accessoriske aktiviteter.

C-696/22 C (Administrateurs og liquidateurs judiciaires)

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - fælles system for merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 64, stk. 1 og 2 - anvendelse heraf - ydelser fra retslige administratorer og likvidatorer - ydelser, der finder sted løbende - artikel 168, litra a) - ret til fradrag for indgående moms - udgifter knyttet til retten til anvendelse af et handelsnavn - ret til forsvar - ret til at blive hørt

Domstolens dom:

1) Artikel 64 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2008/117/EF af 16. december 2008 om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem med henblik på at forebygge momsunddragelse i forbindelse med transaktioner inden for Fællesskabet,
skal fortolkes således, at
anvendelsesområdet for denne artikels stk. 1 omfatter levering af ydelser udført løbende over en vis periode, såsom den levering, som retslige administratorer og likvidatorer udfører i medfør af rumænsk ret til fordel for virksomheder, der er genstand for insolvensbehandling, for så vidt som denne levering - med forbehold for den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage - medfører flere på hinanden følgende afregninger eller betalinger.
2) Artikel 64, stk. 1, i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2008/117,
skal fortolkes således, at
såfremt betalingen af vederlaget for ydelser, der er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde, ikke kan finde sted på grund af utilstrækkelige likvide midler på debitors konti, gør den nævnte bestemmelse det ikke muligt at lægge til grund, at merværdiafgiften først forfalder på det tidspunkt, hvor vederlaget faktisk indgår.
3) Artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2008/117,
skal fortolkes således, at
med henblik på at fastslå, at der foreligger en direkte og umiddelbar tilknytning mellem på den ene side en bestemt indgående transaktion og på den anden side udgående transaktioner, som giver ret til fradrag, skal disse transaktioners objektive indhold fastlægges, hvilket indebærer, at der skal tages hensyn til alle de omstændigheder, hvorunder de nævnte transaktioner fandt sted, dvs. navnlig den faktiske anvendelse af de varer og ydelser, som den afgiftspligtige person har erhvervet i tidligere omsætningsled, samt eneårsagen til denne erhvervelse, uden at stigningen i omsætningen eller i omfanget af afgiftspligtige transaktioner er relevante forhold i denne henseende.
4) Det almindelige EU-retlige princip om overholdelse af retten til forsvar
skal fortolkes således, at
når det inden for rammerne af en administrativ klageprocedure over en merværdiafgiftsansættelse forholder sig således, at den kompetente myndighed vedtager en afgørelse, der er baseret på nye faktiske og retlige omstændigheder, som den berørte ikke har haft lejlighed til at tage stilling til, er det et krav, at den afgørelse, der er blevet vedtaget efter denne procedure, annulleres, såfremt den nævnte procedure havde kunnet føre til et andet resultat, hvis denne uregelmæssighed ikke havde foreligget, og dette gælder, selv om gennemførelsen af denne afgiftsansættelse efter anmodning fra den berørte person er blevet suspenderet sideløbende med det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af denne afgørelse.

C-266/23 Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Bydgoszczy (Coût réel de l’énergie)

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2003/96/EF - artikel 2, stk. 4, litra b), tredje led - artikel 17, stk. 1, litra a) - punktafgift - beskatning af energiprodukter og elektricitet - elektricitet, der anvendes til elektrolyse - lavere afgifter på forbrug af energiprodukter og elektricitet til fordel for energiintensive virksomheder - køb af energiprodukter og elektricitet - faktiske udgift ved den indkøbte energi - distributionsafgiftssatser - kriterier for fritagelse - princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling

Domstolens dom:

1) Artikel 17, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet
skal fortolkes således, at
den faktiske udgift for den købte energi som omhandlet i denne bestemmelse skal omfatte yderligere omkostninger, der ikke er »afgifter« som omhandlet i denne bestemmelse, såsom de obligatoriske distributionsafgiftssatser for denne energi, som i henhold til den nationale lovgivning afholdes i forbindelse med købet af nævnte energi.
2) Artikel 17, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96
skal fortolkes således, at
denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter, at en energiintensiv virksomhed som omhandlet i denne bestemmelse nægtes punktafgiftsfritagelse ved køb af elektricitet, når denne virksomhed for denne elektricitet indrømmes en punktafgiftsfritagelse, der er forbeholdt elektricitet, der anvendes i elektrolyse, selv om nævnte virksomhed godtgør, at den for den samme energi ikke samtidigt er omfattet af disse to fritagelser, og at det samlede beløb for de nævnte fritagelser ikke overstiger det punktafgiftsbeløb, der er betalt for den samme periode, forudsat at det kriterium, der er fastsat i den nationale lovgivning i denne henseende, er udformet og anvendt i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet.

C-104/23 A GmbH & Co. KG

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - toldunion - fælles toldtarif - tarifering af varer - kombineret nomenklatur - toldposition 9406 00 - præfabrikerede bygninger - rækkevidden af begrebet »bygning« - kalvehytter - anmodning om tarifering i underposition 9406 00 80 - tarifering indrømmet i underposition 3926 90 97

Domstolens dom:

Pos. 9406 00 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1101/2014 af 16. oktober 2014,
skal fortolkes således, at
det heri indeholdte begreb »præfabrikerede bygninger« ikke omfatter en plastvare, der tjener til at beskytte dyr mod vejrlig, som er benævnt »kalvehytte«, som har et tag og vægge, men som ikke nødvendigvis udgør et på alle sider lukket rum, og hvis mål ikke gør det muligt for en person af gennemsnitshøjde at komme oprejst ind i hytten og dér udføre aktiviteter stående.